Tilbage til Morten Korch
Når jeg tænker tilbage på Danmark, som det var i »de gode gamle dage«, så tænker jeg Morten Korch kornmarker i solskin, høstakke og storke på taget samt drenge og piger der på hestetrukne vogne henter høsten i lade, vasker gulerødder ved brønden i gårdspladsen og i fællesskab sikrer forråd og velstand for hele gården og omegnen.
Dengang vidste man hvor fødevarerne kom fra - De var lokale, sprøjtefri, naturlige og havde været igennem menneskehænder flere gange før de landede på vores bord. Hvor mange procent af de madvarer der lige nu befinder sig i dit køleskab lever op til disse værdier? 1%? Sandsynligvis ikke mere end 10%.
I dag sås, høstes og pakkes de fleste fødevarer af maskiner, transporteres over landegrænser og sælges af ekspedienter som mangler ethvert kendskab til ophav, art og brug af den enkelte fødevare. Dette er ikke en kritik af ekspedienterne - Hvordan skulle en ung ufaglært mand have et indgående kendskab til samtlige 100.000 varer i butikken? - men derimod en kritik af det system, der distancerer os fra fødevarerne i en sådan grad, at vi som slutforbrugere ofte er det første menneske der berører vores fødevare og nogle gange faktisk ikke kender svaret på om en grøntsag/frugt vokser på en busk, et træ eller nede i jorden.
De store kornmarker (Eller som på billedet vores nabomark med raps) med deres streamlinede, helt lige rækker uden et græsstrå eller en svamp er uden tvivl smukke - Jeg nyder selv synet hver dag - men de er meget langt fra datidens Morten Korch sceneri, og som nabo til sådanne marker, ser jeg hvordan rapsen/kornet bliver sået, sprøjtet (mange gange) og høstet med gigantiske maskiner og jeg undrer mig ofte over, hvordan vi som mennesker vælger at behandle vores madvarer på denne måde.
Jeg ved godt, at hver dag selvfølgelig ikke var lutter lagkage med Poul Richard der synger »Er du dus med himlens fugle?« i de gode gamle dage. Dengang kunne høsten også slå fejl, der kunne opstå splid, fattigdom, sygdom og ulykke og der var hårdt fysisk arbejde, som satte sig i kroppen på landbrugsarbejdere og gjorde dem gamle før tid, men ...
Jeg længes ofte tilbage mod en simplere tid, hvor man ikke brugte al sin tid på internettet, lavede afregning og rapportering til skat, moms, kommune og stat og hvor alting ikke skulle være så streamlinet og standard og regelbaseret.
Jeg drømmer om en verden, hvor vi som mennesker igen søger mod fællesskaber og kommer hinanden ved, og hvor vi i samarbejde skaber vores egne lokale, sprøjtefri, naturlige og menneskeproducerede fødevarer. En verden, hvor vi lever sunde, fysiske liv; hvor der er plads til de gamle, de unge, de udenlandske, de danske, de tykke, de tynde, de skæve, de spirituelle og de praktiske - Alle har kompetencer og alle kan bidrage - En verden, hvor mennesket sættes i fokus, og hvor man ikke skal puttes i kasse, vurderes, testes og måles; placeres bag en computerskærm ved et hæve-sænke-bord på et kontor med standard kunst på de hvide vægge. En verden hvor der er TID.
Min egen »rejse« er slet ikke slut, men indtil videre er jeg lykkelig over, at jeg valgte at skifte kontorjobbet ud med jobbet under den åbne himmel. Jeg er stærkere, modigere, lykkeligere, friere og meget mere mig selv. Og selvom man skulle tro, at jobbet på min lille farm kunne blive ensomt, så har jeg flere meningsfulde relationer hver dag på »farmen« end jeg har oplevet at have på kontoret og læringskurven er stejl... Og så kan jeg hver dag nyde at fuglene synger :)
