Mit første no-dig bed...

Lad mig starte med at sige, at jeg er totalt nybegynder og ved næsten ingenting om no-dig metoden (Den gravefri metode), og at det ikke var planen at lave et no-dig bed😊 Det skete lidt tilfældigt.

No-dig (=ikke-grave) er, med en meget simpel forklaring, at dyrke uden at grave i jorden, så man skåner mikrolivet i jorden som så kan arbejde for at skabe gode forhold til dyrkning – Altså sund jord – Man arbejder altså kun i jordens overflade og lægger fx kompost osv ovenpå i stedet for at pløje, fræse, harve og grave.

Det virker måske useriøst at dele disse tanker vidt og bredt, når det nu ikke er min kernekompetence, men den måde jeg dyrker på er, og har altid været, at eksperimentere, og hvis jeg først kastede mig ud i eksperimenterne, når jeg havde sat mig grundigt ind i metoden, så ville jeg ikke lære så hurtigt (både af mine successer og mine fejl). Men hvorom alting er, så er jeg lidt tilfældigt faldet ind i no-dig metoden ved blot at tænke logisk... Lad mig prøve at forklare

De sidste par år har jeg dyrket grøntsager i et stribebed (altså et bed inddelt i striber) med 100cm bredde. Det har fungeret ok, men 1) Striberne er for bredde til at man kan stå med et ben på hver side, 2) ukrudtstrykket har været for højt – Især kvikgræs, som kræver at man graver meget dybt for at få gravet rødderne op samt 3) jorden har været for leret og udpint. Det betyder at jeg har fået et relativt lavt udbytte på mange af mine grøntsager i betragtning af hvor meget arbejde jeg har investeret.

Jeg besluttede, primært pga. kvikgræsset at etablere et helt nyt bed på den ”etablerede mark”, hvor der har været dyrket gennem de sidste 100 år. Den er gift- og kunstgødningsfri i ca. 2 år nu.

For at få startet op har jeg fået spredt hestemøg, harvet og fræset jorden (så ingen no-dig der). Da min erfaring var at 100cm brede striber var for brede har jeg lavet dem 75cm i det nye bed og kun 8m lange i stedet for 10. På den måde er de nemmere at overskue. Jeg har også ”stukket huller” i pløjelaget med en bredgreb – altså den komprimerede jord som ligger 20-30cm under overfladen.

Når jeg dyrker 1000kvm bed med et højt ukrudtstryk (Altså rigtig meget ukrudt på vej), så var min logiske tanke, at jeg skal minimere ukrudtets mulighed for at få grobund. Jeg fik derfor den ide at dække mellemgangene mellem striberne med træflis – Vi har fældet en masse store træer her i foråret, så det bliver helt frisk træflis. Samtidig havde jeg gode erfaringer fra et eksperiment sidste sommer med at lægge græsafklip ovenpå jorden, hvor den ikke er i brug (fx ml. Græskar, kartofler og majs), så ukrudtet har sværere ved at komme op. Græsset har jeg hentet hos lokale borgere i Ejby løbende og det giver også næring til orme og andre mikroorganismer, mens det nedbrydes på bedene.

Oprindeligt var tanken at træflisen blot kunne fræses ned efter endt sæson og indgå i jordens struktur, men efterhånden som ideerne vælter rundt i hovedet på mig, begynder jeg at håbe på, at jeg kan holde ukrudtet i ave og blot lægge ny kompost, hønsemøg, hestemøg, træflis og lidt naturlig kalk ovenpå mine bede henover sæsonen eller til vinter, så jeg kan dyrke videre i mine striber og kan undgå at skulle fræse det hele op hver vinter.

Jeg begynder at se det smukke ved simpliciteten og logikken i no-dig og på sigt får jeg forhåbentlig et bed med et meget lavt ukrudtstryk = en meget lav arbejdsindsats. Når det opnås kan haven måske udvides og der er kapacitet til at dyrke mere.

Heldigvis lader det til at der er meget lidt kvikgræs i det nye bed, men jeg kæmper lidt med agertidsler, som ligeledes er fuldkommen umulige at grave op. Men jeg er fortrøstningsfuld, for @charles Dowding (No digs ukronede konge) siger, at alt ukrudt har en udløbsdato, hvis man bare sørger for at holde det nede længe nok 😊