Lindelysts nye logo og slogan...
Det var på tide, at Lindelyst fik et rigtigt logo og efter mange overvejelser, forsøg og stile valgte jeg dette simple design.
Blomsten, som godt kan minde om de små velduftende lindeblomster, som kun blomstrer 2 dage om året, repræsenterer det groende, det voksende, det naturlige og det livsstærke. Den symboliserer naturens evner og magt og den smukke ”komplekse simplicitet” i mit arbejde.
Slogannet ”Skabt af naturen” kommer fra min delvist nyfundne ydmyghed ved mit arbejde. Når jeg stolt skriver, at jeg har produceret 2,5 tons grøntsager i 2022, så er det jo slet ikke sandt – Jeg har faciliteret og støttet og hjulpet, men jeg kan aldrig få noget til at gro. Med min vilje og mine evner kan jeg ikke gro en gulerod – Det er guleroden selv (naturen selv) der gør arbejdet og jeg er blot tilskuer.
Denne tanke har forfulgt mig ligesiden fødslen af min yngste datter. Mine kære jordemødre Marta og Dorthe sagde nogle kloge ord dengang der har siddet fast i mig lige siden: ”Det er ikke dig der gror et barn eller føder det med din vilje – Lige meget hvor meget du studerer og lige meget hvor meget du vil det, kan du aldrig lære at skabe et barn eller lære din krop hvordan den føder det – Kroppen (naturen) gør alt arbejdet og ved bedst – Lad den arbejde og støt op om den”. Disse ord har ført til mange tanker de sidste par år omkring, hvordan vi mennesker forsøger at betvinge naturen og det naturlige og trykke vores vilje ned over hvad der egentlig burde have lov at regulere sig selv.
En gulerod vokser, fordi en gulerods opgave her i livet er at vokse, sætte frø og formere sig. Jeg hjælper den på vej ved at sørge for god jord, fjerne ukrudt omkring den og sikre at den får vand, men selve ”groningen” kan jeg ikke udføre eller tvinge igennem. Ergo alt hvad jeg laver er skabt af naturen med mig som hjælpende hånd.